• Business-overblik: Nye skattestigninger på vej for erhvervsejendomme

    المصدر: BDK Finans / 08 نوفمبر 2024 01:30:51   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til ugens sidste Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Tidligere topdiplomat: Trump er »gift« for en alliance Virksomheder forlader allerede Kina for at undgå Trumps straftold Danske Banks omdømme brager op efter år med »møgsager« Nationalbankchef: Trump kan ikke fyre mig Men vi begynder med udsigten til dyrere butiks- og kontorejendomme. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Nye skattestigninger på vej for erhvervsejendomme Der er skattestigninger på vej til ejere af butiks- og kontorejendomme som følge af de nye ejendomsvurderinger. Det bliver konsekvensen, hvis politikerne vælger at følge indstillingen fra en arbejdsgruppe, som med tidligere overvismand Peter Birch Sørensen i spidsen i to og et halvt år har forsøgt at finde en ny og bedre beskatningsmodel, hvilket ikke er lykkedes. Det skriver Finans. Erhvervsejendomme er ramt af præcis samme udfordringer som de langt mere omtalte problemer med de offentlige ejendomsvurderinger på private boliger. Erhvervsejendomme beskattes alene ud fra grundværdierne, men skattemæssigt vurderes de som private boliggrunde, dog med en skaleringsfaktor på 0,53 for butiks- og kontorejendomme. Grundværdien bliver 530.000 kroner, hvis grunden som ubebygget, privat boliggrund vurderes til en million kroner. Arbejdsgruppen vil justere skaleringsfaktoren til 0,8 for at komme tættere på reelle handelsværdier. Chefkonsulent i BDO, Henning Boye Hansen, kalder det et retssikkerhedsmæssigt problem, at ejere af erhvervsejendomme ikke har »en kinamands chance« for at efterprøve, om de bliver beskattet af den rigtige grundværdi. Det skriver andre medier om 1. Tidligere topdiplomat: Trump er »gift« for en alliance Som tidligere NATO-diplomat, da Donald Trump senest var præsident, er Michael Zilmer-Johns ikke i tvivl om, hvad det er for en tid, vi nu går i møde. I et interview med Børsen fortæller han, at forsvarsalliancen vil blive svækket med Trump for enden af roret. Hans måde at lede på er nemlig »farlig« og »gift« for en alliance mellem landene, og så oplevede den tidligere diplomat ham som uforudsigelig under de mange møder, han deltog i. Samtidig forudser han, at europæiske lande skal forberede sig på nye krav fra Trump om at hæve forsvarsbudgetterne markant, og han spår handelskrig med tab af velfærd og en dyster fremtid for ukrainerne. 2. Virksomheder forlader allerede Kina for at undgå Trumps straftold Virksomheder er allerede begyndt at flytte deres produktion fra Kina for at undgå den straftold på 60 procent, som Donald Trump har sagt, at han vil indføre på varer fra Kina for at fremme produktion i selve USA, når han tiltræder præsidentposten. Skoproducenten Steven Madden Ltd. vil ifølge Bloomberg fjerne 40 procent af sin produktion fra Kina i løbet af 2025. »Vi har sat planen i gang i går morges,« sagde topchef Edward Rosenfeld torsdag. Mange virksomheder advarer om, at straftolden vil medføre højere forbrugerpriser. 3. Nationalbankchef: Trump kan ikke fyre mig Chefen for den amerikanske nationalbank, Jerome Powell, fastslår, at han ikke vil træde tilbage, hvis Donald Trump som ny præsident beder ham om det. Det er simpelt hen »ikke tilladt efter loven«, fastslog han ifølge BBC og Bloomberg, efter at Federal Reserve torsdag aften, dansk tid, bebudede, at lånerenten sænkes. »Nej,« lod Powells klare svar på spørgsmålet om, hvorvidt han vil gå af, hvis Trump kræver det. Han slog samtidig fast, at det er for tidligt at sige, hvordan den kommende regering vil påvirke USAs økonomi, og hvordan nationalbanken vil reagere. »Vi ved ikke, hvad politikken er, vi ved ikke, hvordan den måtte blive indført. I den nærmeste fremtid vil valget ikke have nogen effekt på vores beslutninger,« lød det fra Jerome Powell. Det skriver vi om 1. Danske Banks omdømme brager op efter år med »møgsager« Danmarks største bank har tilsyneladende rystet sig fri af både hvidvasksag og gældsskandale. Danske Bank er i hvert fald stormet op ad årets rangliste over danske virksomheders image. Banken har på et år rykket sig fra nummer 89 til nummer 39 på listen, der er baseret på bedømmelser fra tusindvis af erhvervsledere. Omvendt er blandt andre Coop og Ørsted raslet ned ad listen. Læs historien her. 2. Elbiler rammes nu af den næste prisbombe Priserne på elbiler ændrer sig hurtigt i nedadgående retning. Hidtil har Tesla leveret de største prisfald. Nu kommer der et modangreb fra en ny front. Læs historien her. Det bør du også læse De er milliardærer, dømte og tidligere brydere – her er Trumps økonomiske rædselskabinet Her er ni bud på nogle af de personer fra Trumps nærmeste inderkreds, som kommer til at sidde på de vigtigste økonomiske poster i Trumps administration – blandt andet som handelsminister, finansminister og måske minister for offentlige besparelser. Læs historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser torsdag: Dow Jones: -0,00 procent S&P 500: +0,74 procent Nasdaq: +1,51 procent Asien – indeks fredag kl. 7.25: Japan Nikkei: +0,47 procent Hongkong Hang Seng: -0,56 procent Kina CSI Shanghai: -0,12 procent Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-nye-skattestigninger-paa-vej-for-erhvervsejendomme
شارك على،